Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode

13 konkrete tips til at blive venner med Facebook-algoritmen

Der er næppe nogen, der kan gennemskue, hvordan man bliver bedste venner med Facebooks algoritme. Og spørger man Facebook selv, lyder svaret typisk: Du skal bare skabe indhold, som dine brugere har lyst til at engagere sig i.
Af Jens Gjesse Hansen, SoMe-manager, Radikale Venstre
 
Det er jo lettere sagt end gjort. Og jeg har bestemt heller ikke recepten, der giver dig øjeblikkelig succes på Facebook. Men her er 13 bud på, hvad du skal gøre, for at få hul igennem.
 
1. Du kan ikke købe dig til en valgsejr
Der er mange, der mener, at de bare kan hælde x antal millioner kroner i Facebooks annonceadministrator og veksle det til x antal stemmer. 
 
Jeg tvivler på, at det er sådan, det fungerer.
 
For jo, dine sparepenge kan sørge for, at dine opslag bliver vist for flere personer, men hvis indholdet ikke er godt nok, scroller folk bare forbi det. Og så kan det godt være, at du bliver vist for mange, men dit budskab synker ikke så meget ind hos folk, at de også husket det, når krydset skal sættes.
 
2. Kun få procent af dine følgere ser dit indhold 
Når du laver et opslag, viser Facebook det kun til få procent af dine følgere “gratis”. Så selv om du har 100.000 fans, er det formentlig kun 1000, der ser opslaget i første omgang. Hvis de bare scroller forbi det uden at like, kommentere eller dele, så dør opslaget. Hvis de til gengæld interagerer med opslaget, så tænker Facebooks robot, at det åbenbart er godt indhold, og så bliver opslaget vist til flere og flere.
 
For ja, Facebooks algoritme har et dårligt ry, men den er sådan set rimeligt logisk og fair skruet sammen: Den belønner indhold, der får folk til at bruge mere tid på Facebook (så folk kan se flere reklamer). Derfor er din vigtigste mission at lave opslag, der interesserer og engagerer folk.
 
3. Ville din mor/bror/ven dele det her?
Det her er det vigtigste spørgsmål, du bør stille dig selv, før du lægger noget op på Facebook. For interaktivitet (og især delinger) er ekstremt vigtigt, hvis du gerne vil nå ud til mange mennesker. Derfor er det godt at overveje, om helt “almindelige mennesker,” der ikke normalt følger med i politik, vil gøre noget med dit opslag. Altså om det rammer dem. For ellers dør opslaget hurtigt på Facebook.
 
Eller lav testen på dig selv: Ville jeg gøre noget med det her opslag, hvis jeg så det fra en politisk konkurrent/kollega?
 
Er du fx ikke også selv blevet immun overfor politikere, der kigger direkte ind i kameraet og forsøger at “sælge” dig deres politik? Prøv i stedet at være autentisk og fx vise en dialog frem for en meget veltilrettelagte video. 
 
4. Vær oprigtigt interesseret i dine følgere
Du vil gerne have folk til at gøre noget med dit indhold - dele, like eller kommentere.
Især delinger er godt, for så vil dit opslag sprede sig som ringe i vandet til “venner af venner” og skabe endnu mere interaktion. Men også kommentarer kan give dig reach, så stil oprigtige spørgsmål i din opslagstekst og deltag om muligt i debatten i kommentarfeltet. Facebooks robot holder øje med, om side-ejeren er til stede i kommentarfeltet og svarer på spørgsmål eller liker kommentarer. Og øger din reach, hvis du gør det.
 
5. Skriv mest til maven
Man plejer at sige: “The more we care, the more we share”
Når vi er glade, deler vi den glade følelse. Når vi er sure og har lyst til at gøre noget, deler vi det også. Men opslag, der bare gør folk tilfredse eller kede af det, rykker ikke noget.
 
Dine opslag skal få folk til at gøre noget - like, dele, kommentere. Derfor skal du ramme følelser hos folk - både positive og negative - og glemme grafer, søjlediagrammer og tal. 
Det er sjældent, at argumentet “jeg har ret, fordi vores politik ER den rigtige”, vinder slaget på Facebook. 
 
Du kan også spørge dig selv: Hvilken politisk tale kan du selv huske? 
Den handlede formentlig ikke om politk, men om følelser. De følelser, du skal gå efter, er: Begejstring, glæde, humor, imponeret, inspireret, vrede, misundelse, stress og angst.
 
De følelser, du IKKE skal rame er: Sindsro, afslappet, tilfreds, skam, deprimeret, udmattet, rolig.
 
6. Find en trigger
Du har kun kort tid til at fange folks opmærksomhed, når de scroller ned gennem Facebook-feedet. Typisk lidt over et sekund. Derfor er det vigtigt, at du har en trigger, der får folk til at stoppe op.
 
Det kan fx være et flot eller opsigtsvækkende billede, et foto af din politiske rival, et link til en kontroversiel overskrift eller en grafik med et stærkt citat.
Hvis du klipper video så husk også her, at den skal starte med det bedste citat eller et billede, der pirrer folks nysgerrighed. Det hjælper altså ikke noget at gemme pointen til sidst - det er desværre de færreste, der når at se hele videoen, før de er videre i feedet.
 
7. Skal det være video?
For et par år siden tog Facebook kampen op mod YouTube og favoriserede video-opslag. Derfor fik opslag med video meget større reach end tekst/billede-opslag. Nu er forskellen ikke længere helt så voldsom. Men du får stadig lidt større reach, hvis du bruger video. Det er dog min erfaring, at et billede kan virke lige så godt - hvis bare det er et billede eller en grafik, som folk har lyst til at dele.
 
8. Skriv ikke links ind i opslagsteksten
Nogle gange kan det være fristende at sætte et link til sin egen blog eller egen hjemmeside ind i selve opslagsteksten. Lad være med det. For Facebooks robot vil spotte, at du prøver at lokke folk væk fra Facebook, og det hader FB selvfølgelig. Læg i stedet linket ind i kommentarfeltet - når du skriver en kommentar til dit eget opslag, lægger den sig alligevel automatisk øverst, så folk skal nok opdage det. 
 
Det her gælder selvfølgelig ikke, når du deler et link til en artikel, fordi så står artikel+link som en fast del af dit opslag. Det er kun, hvis du skriver et link ind med håndkraft i din opslagstekst.
 
9. “Del hvis du er enig” er død
Det er slut med at skrive: "del hvis du er enig".
 
Facebook kalder det "engagement bait" og har bedt deres robot bremse opslag med sådan nogle opfordringer, så opslagene ikke når ud til så mange mennesker. Mit gæt ville være, at robotten leder efter ord som "del," "like" og "tag dine venner". Du kan selvfølgelig eksperimentere med formuleringer som "hjælp med at sprede budskabet" uden direkte at opfordre folk til at dele opslaget.
 
10. Timing er alt / timing betyder ikke en døjt
Det er altid en god idé at overveje hvornår på dagen, du laver et opslag. 
Typisk gode tidspunkter er klokken 7-8:30, 11:45-12:45, 16-17, 18-19 og 21:30-22:30. 
Eller sagt med andre ord: Når folk står op / er i transport / spiser frokost / har spist aftensmad / er ved at slukke tv’et.
Hvis du har en side, er det en god idé at se på, hvornår dine brugere normalt besøger din side. Det kan du gøre ved at klikke på “indblik” øverst og så klikke “opslag” i venstre side.
 
Men hvis dit opslag er stærkt nok, så skal du ikke vente på et godt tidspunkt - så fyrer du det bare af. 
 
11. Skriv om dét, vi taler om ved kaffemaskinen
Hvis du kan komme med en skarp kommentar til en aktuel debat, så har du god chance for at få algoritmen med dig. Men spørgsmålet er, hvad “en aktuel debat” er? 
 
Du kan selvfølgelig søge inspiration på mediernes hjemmesider og se, hvilke artikler der bliver mest læst/delt. Men det er ikke sikkert, at Radioavisen, TV2 Nyhederne eller dr.dk lige rammer dét, der optager danskerne i øjeblikket. 
 
Der er et par gratis hjemmesider, du kan besøge for at hente inspiration:
 
Men ellers må du spørge dig selv: Hvad talte I selv om ved frokosten eller ved kaffeautomaten? 
 
12. Genbrug er helt ok 
Selv om du har bragt en video én gang, kan du sagtens give den en tur mere lidt senere. Med mindre du har kastet en mindre formue efter den i annoncekroner, er dit opslag alligevel ikke blevet vist for alle dine venner/fans (med mindre du selvfølgelig er gået viralt).Så derfor er risikoen for at ramme de samme mennesker igen ikke voldsom stor.
 
13. Hold øje med annoncer 
Facebook er blevet ret åbne omkring, hvilke annoncer de forskellige sider laver. Du kan selv gå ind på Facebooks annoncebibliotek og fx søge på forskellige partier for at se deres aktuelle annoncer. Man kan sågar se et estimat på, hvor mange penge der er blevet brugt.
 
Alle kan også gå ind på alle sider og i venstre side klikke på “Oplysninger og annoncer” og se sidens aktuelle annoncer. 
 
Det er et godt sted at søge inspiration - og godt at vide, at Facebook har denne relativt åbne politik på dette område.
 
Bemærk: Facebook har for nylig indført krav om, at du skal godkendes som annoncør for at kunne køre politiske annoncer. Det kan du læse mere om her.
 
Brænder du inde med spørgsmål så kan du finde mine kontaktinformationer herunder