Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode

Corona kan bane vej for mere samarbejde i EU eller sætte en stopper for den fri bevægelighed

Corona kender ingen grænser. Uanset hvor vi bor, eller hvad vi arbejder med, så ser hverdagen anderledes ud for europæerne. Mange har vendt blikket mod EU, for en fælles udfordring kræver en fælles løsning. Men hvordan påvirker krisen EU-samarbejdet? Hvilken retning vil krisen føre EU og dets medlemslande? De spørgsmål, har vi stillet direktør for Tænketanken Europa, Lykke Friis og EU-ordfører, Jens Rohde.
Af Xenia Due
 
I coronakrisens første uger kiggede mange mod EU i forventning om en fælles koordineret plan, og mange følte sig her skuffede over EU’s indsats i krisen. Men ifølge direktør for Tænketanken Europa Lykke Friis er denne frustration et udtryk for en manglende forståelse – for EU har ikke mulighed for at handle på det sundhedsfaglige område. 
 
EU ordfører Jens Rohde erklærer sig enig og påpeger, at EU jo kun er, hvad medlemsstaterne gør det til; 
 
”Jeg kunne godt have ønsket mig, at EU var meget bedre rustet til at håndtere økonomiske kriser såvel som pandemier. Men det kræver jo politiske beslutninger.”
 
Og under coronakrisen har regeringerne i EU’s medlemslande ikke overdraget mere ansvar til EU. Nærmere det omvendte, mener Rohde:  
 
”Man kritiserer fællesskabet for ikke at have gjort nok, alt imens man selv har nægtet fællesskabet muligheden for at gøre noget. Det er jo at pisse på fællesskabet for derefter at sige, at det lugter.” 
 
Ikke desto mindre har Lykke Friis forståelse for, at den ukoordinerede europæiske indsats mod virussen kan være svært at forene sig med: 
 
”Når man sådan tænker tilbage på det, er det da også underligt, at man f.eks. i Storbritannien stadig kunne spille Champions League på et tidspunkt, hvor andre lande var ved at lukke helt ned. Altså den her fornemmelse af, at der ikke var en fælles analyse af, hvor farligt det her er,” siger hun.
 
EU slog alarm ved Wuhan
Allerede da krisen brød ud i Wuhan, spurgte EU medlemslandene, om de var forberedt på krisen, og om de havde værnemidler nok. Et spørgsmål som alle med undtagelse af fire lande svarede bekræftende på. På den måde mener Lykke Friis, at EU-systemet agerede hurtigere end flere medlemsstater: 
 
”I starten af januar var der bare ikke særlig mange lande, der reagerede, da Kommissionen spurgte om, der skulle opbygges fælles lagre eller foretages fælles udbud. Tænk bare på Danmark. Vi begynder jo reelt først at stille skarpt på Covid19, da den første dansker bliver teste positivt. Men der var EU for længst i gang”.
 
Vi skulle havde forhindret grænselukninger
På ét centralt punkt mener Lykke Friis dog, at EU kunne have handlet hurtigere. Mange lande nåede at lukke deres egne grænser, før EU lukkede de ydre. På den måde endte EU med at agere reaktionært fremfor proaktivt i krisens første uger.
 
Netop de mange grænselukninger er et kritisk punkt i EU-samarbejdet, da det åbne indre marked er en grundsten i Unionen. Her mener hun, at hvis man hurtigere havde lukket for EU’s ydre grænser, kunne man potentielt have undgået, at medlemslandene i så høj grad lukkede sig om sig selv. Lykke Friis forklarer det med en analogi kendt fra flyvetures obligatoriske sikkerhedsgennemgang: 
 
”Ligesom man gør i flyet, sætter man egen maske på, før man hjælper andre.”
 
Også Jens Rohde savner et stærkere EU, der kan handle proaktivt, fremfor altid at skulle slukke brande, når det kommer til kriser. Men det kommer ikke af sig selv: 
 
”Det kræver, at regeringerne i de enkelte lande begynder at tage borgerne alvorlige som europæere. Ikke bare som danskere, tyskere og polakker. Indtil det sker, bliver EU ikke i stand til proaktivt at håndtere denne slags kriser. Vi vil altid være på bagkant.”
 
Han ser også kritikken af EU som forfejlet og mener, at det skyldes for mange regeringschefer og for få statsmænd. Han påpeger at i et fællesskab så dybt integreret, som EU, er vi dybt afhængige af hinanden:
 
”I en verden med fri bevægeligheder, arver vi hinandens ulykker. Det betyder, at vi kommer til at hæfte for hinandens gæld, uanset om man kan lide det eller ej. Og så kan man jo lige så godt ruste sig på forhånd i stedet for, at man altid skal lave brandslukningsøvelser,” siger Jens Rohde. 
 
Den europæiske solidaritet under pres: ”Det er i nødens stund, man skal kende sine venner”
I EU fremhæver både Lykke Friis og Jens Rohde ærgerlige eksempler fra Tyskland og Frankrig, der indførte nationale forbud mod eksport af værnemidler såsom masker. Og den manglende europæiske solidaritet kan få store konsekvenser for samarbejdet, mener Lykke Friis. Særligt i Italien og Spanien føler man virkelig, at EU har svigtet, idet der ikke var nogen, der svarede, da man bad om hjælp tilbage i slutningen af februar:
 
”De føler virkelig, at de beder om hjælp med hensyn til både patienter og masker, og så er der ikke nogen, der svarer. At man har gjort meget siden, har ikke den samme gennemslagskraft. Det er i nødens stund, man skal kende sine venner. I krisesituationer som denne hjælper det dobbelt, når man handler tidligt,” siger hun. 
 
Lykke Friis bider også mærke i Danmarks noget fodslæbende respons, hvor regeringen først for nylig har tilbudt Italien hjælp: 
 
”Danmark har jo ikke ligefrem glimret ved at tage imod patienter for eksempel. Da vi endelig fem uger efter, at Italien bad om hjælp, meldte os på banen, var det primært med respiratorer, der ikke duede til Covid19-patienter. Vi hørte om skøjtehaller i Spanien, der blev lavet om til lighuse, men kun få tænkte: hvad kan vi gøre for at hjælpe et land, som jo virkelig står os nær?”
 
Hun peger i den forbindelse på, at Danmark primært bidrager med midler fra det eksisterende budget til EU’s krisepakke på 540 mia euro, og derudover kun har stillet nye garantier på 10 mia. kr., hvilket ikke er et voldsomt beløb i EU-regi. Derfor forventer hun også kritiske toner i Danmarks retning:
 
”Jeg vil tro, at når debatten går i gang, vil der også være synspunkter fremme om, at nu må Danmark jo også gøre noget for at hjælpe andre lande på det økonomiske område.”
 
EU’s langsigtede budget: En mulighed for at tænke holistisk
Diskussionen om europæisk solidaritet er ikke født af coronakrisen, og den kommer næppe til at forsvinde, når krisen er ovre. Allerede før krisen stod EU-systemet i en svær situation, da forhandlingerne om det næste syvårige budget for Unionen var låst fast mellem lande som Danmark, Sverige, Holland, Østrig og til dels Tyskland – under navne som ”sparebanden” eller ”budgetbisserne”, der holdt hårdt på, at budgettet ikke skal stige til mere end 1,0 procent af EU’s BNI. 
 
I den modsatte gruppe stod de sydøstlige medlemslandene, der gerne så en større stigning i budgettet. Med linjerne skarpt trukket op mellem de to grupperinger, stod forhandlingerne i stampe. Men Lykke Friis påpeger, at coronakrisen kan blive dét, der får polerne til at mødes, når man igen skal drøfte budget:
 
”Ironisk nok kan det gå hen og blive en fordel. For man nåede jo ikke at lukke budgettet før krisen og kan nu starte på en frisk. Alle er jo økonomisk ramt, så jeg forestiller mig ikke, at det nødvendigvis bliver lettere at få landet aftalen. Men tag et land som Tyskland, der allerede er ved at rykke sig på budgettet. Tyskerne siger, at i denne krisesituation, må dem, der har mere end andre, holde for. Det sætter jo også Danmark under pres.”
 
Jens Rohde stemmer i og siger, at regeringens nuværende kurs er uholdbar: 
 
”Regeringen kommer til at sande, at man ikke både kan være imod fælles gældshæftelse og fastholdelse af budgettet på 1% af BNI. Som minimum er man nødt til at (fra)vælge en af delene. Ellers stiller man sig et sted, hvor man medvirker til, at EU kan implodere.” 
 
På den måde kan coronakrisen blive det kald om solidaritet, der presser lande som Danmark til rykke sig på sparekravene. Helt overordnet mener Lykke Friis, at krisen kan blive en anledning til at få flere af EU’s store projekter knyttet sammen:
 
”Det at lave en samlet plan for genopbygning af økonomierne, hvor man både får det digitale, det grønne og det, man nu kalder det hvide – kitlerne og det sundhedsmæssige – tænkt ind, vil være ekstremt afgørende. Det giver jo sådan set en god mulighed for at få tænkt holistisk.”
 
Jens Rohde mener også, at krisen udgør en mulighed, men om det reelt rykker noget, er han usikker på: 
 
”Spørgsmålet er, om vi griber disse chancer. Når jeg ser på den danske regerings retorik og ånd i forhold til EU, er der ikke meget håb at hente på den konto.”
 
Vi har lært af finanskrisen
Lykke Friis mener, at EU har lært meget af finanskrisen. Både på EU-niveau og på nationalt niveau har man hurtigt og effektivt rullet de store kanoner ud på den økonomiske front: 
 
”På det økonomiske område har man jo handlet væsentligt hurtigere end man gjorde under finanskrisen. Det samme gælder de nationale pakker. Tyskland har allerede været helt inde ved forfatningen, og gjort det muligt at gældsætte sig mere. Det gjorde man ikke under finanskrisen,” siger hun og tilføjer: 
 
”I EU har man også sagt, at vi nu må gøre stabilitetspagten mere fleksibel, ændret statsstøtteregler og så videre. Der har man klart lært af finanskrisen.” 
 
En motor for tættere samarbejde? 
Corona kan skabe en økonomisk krise, der kan blive den største siden anden verdenskrig, mener Lykke Friis. Men hun forventer også, at vi får en meget grundlæggende diskussion af fællesskabet: skal EU integreres dybere, eller skal det desintegreres? 
 
”Den økonomiske krise gør, at EU bliver testet på en helt anden måde, end man forventede. Det vil på alle fronter udløse et stort pres og kan åbne for diskussionen om, hvorvidt man skal rulle det indre marked tilbage? Skal man blive mere protektionistisk overfor udlandet – overfor tredjelande, men også overfor hinanden? Det er den store test, der udestår endnu. Det bliver virkelig afgørende for EU’s fremtid,” siger hun. 
 
En anden stor udfordring bliver de indre grænser, der er blevet lukket i forbindelse med coronakrisen. Hvis barriererne ikke rulles tilbage igen, kan det få vidtgående konsekvenser. Her fremhæver hun Danmark, hvor 850.000 arbejdspladser er afhængige af eksporten, hvoraf en tredjedel går til EU’s indre marked. 
 
Også Jens Rohde ser grænselukningen som et skrækscenarie: 
 
”Det vil være en katastrofe for EU, for Schengen og den fri bevægelighed er jo kronjuvelerne i samarbejdet. Men det vil være en lige så stor katastrofe for dansk beskæftigelse.”
 
Lykke Friis skimter dog også en anden mulighed, nemlig at coronakrisen skubber EU’s medlemslande tættere på hinanden: 
 
”Det er også muligt, at det her bliver en motor for integrationen. Man har jo før set, at man efter krisen erkender, at man bliver nødt til at styrke integrationen på nogle områder. Det er også en mulighed,” siger hun og tilføjer: 
 
”Eksempelvis Tyskland har sagt, at vi skal lære af det her. Det må ikke ske igen. Vi skal have styrket vores fælles kriseberedskab med eksempelvis fælles registre over, hvor mange intensive pladser vi har på hospitalerne. Vi skal have opbygget lagre af masker og værnemidler – hvilket blandt andet de Radikale har forslået – og så videre.”
 
Jens Rohde mener, det er for tidligt at sige, hvilken retning coronakrisen skubber EU i. På den ene side ser han grund til pessimisme, idet krisen endnu ikke har bragt diskussionen om budgettet og solidariteten videre. Det mener han, at danske regering har et meget stort ansvar for. Men samtidig ser han også det andet scenarie som en mulighed. Det afgørende er, om den politiske vilje er der, mener han: 
 
”Muligheden er åben, men det kræver politisk handling. Og det mangler vi nu. Dertil har landene i alt for høj grad vendt næsen mod egen navle. Når det samme er tilfældet i Danmark, kan jeg ikke pege fingre af andre lande. Vi er jo nogle af de værste. Det er sandheden.”