Hvem er Danmarks yngste udvalgsformand? | Radikalt

Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode

Hvem er Danmarks yngste udvalgsformand?

Hediye Temiz nåede knap at færdiggøre gymnasiet, før hun blev valgt til kommunalbestyrelsen som blot 19-årig for Radikale Venstre. I dag er hun formand for Kultur- og Fritidsudvalget i kommunen, hvilket gør hende til den yngste formand i hele landet.
Af Adnan Al-Adhami
 
Jeg møder Hediye Temiz på Albertslund station, hvor hun ankommer i sin hvide Folkevogn Polo med vinduet rullet ned for at samle mig op. For knap to måneder siden sad den tyrkisk-danske Hediye på Albertslunds borgmesterkontor for at forhandle, hvilket fagudvalg hun skulle være formand for i kommunen. Hun nåede knap at færdiggøre gymnasiet, før hun blev valgt til kommunalbestyrelsen som blot 19-årig for Radikale Venstre. I dag er hun formand for Kultur- og Fritidsudvalget i kommunen, hvilket gør hende til den yngste formand i hele landet.
 
Mens vi kører igennem Albertslunds identiske grå, lave elementbyggeri af rækkehuse, gårdhavehuse og etagehuse fra 1960’erne peger Hediye på et kvarter med et stort grønt areal med legende børn. 
 
"Det er Ghettoen", siger hun, "her er jeg vokset op. Der legede jeg ude som barn til klokken elleve om aftenen, uden de voksne var bekymret. Ingen var bekymret, for vi passede på hinanden." 
 
Området består primært at tyrkere, der kom til Danmark i 1960’erne som gæstearbejdere, og sidenhen har fået etableret sig med familie og børn. Hediye bor ikke i ghettoen mere. Da hendes forældre i en tidlig alder blev skilt, købte hendes mor sammen med bedsteforældrene et parcelhus i byen. Med andre ord har tre generationer samlet sig i ét hjem. Selvom det er blevet mere moderne at bo flere end to generationer under samme tag, og 10.259 familier allerede gør det i Danmark, så kan man ikke udelukke, at netop deres valg af boligtype muligvis tager afsæt i nogle familiemønstre fra den anatolske halvø.
 
 
Vi ankommer til det gule parcelhus, hvor vi bliver modtaget af Hediyes mormor, der straks hilser på mig på tyrkisk. På trods af mit mørke hår, brune øjne og mørke glød kan jeg ikke et gram tyrkisk. Mens Hediye og jeg sætter os ned, går mormoren ud for at lave kaffe og hente tyrkiske småkager. 
 
"At bo i et hus med flere generationer har gjort, at jeg har fået en forståelse om alle omkring mig. Der er ting, som andre på min alder gør, men som jeg undgår for ikke at gøre mine bedsteforældre kede af det", siger Hediye, mens hun hjælper sin mormor med at få småkagerne på bordet. "Nogen vil sikkert kalde det social kontrol, men sådan ser jeg ikke på det. Jeg tager bare hensyn. Jeg har ikke behov for at udfordre mine bedsteforældre ved at gå letpåklædt eller ved at komme fuld hjem. Det hensyn kan jeg godt unde dem. Men jeg begrænser ikke mine drømme for at vise hensyn", siger Hediye og uddyber.
 
"Min mor ville ikke have, jeg stillede op til kommunalvalget, fordi hun simpelthen var bange for, at jeg blev en skydeskive, fordi jeg har en anden etnisk baggrund, er ung og kvinde. Det kan næsten ikke blive værre. Men her stod jeg fast. Det er mit liv, og det er mig, der bestemmer. I dag er min mor utrolig stolt af mig" fortæller hun med sin kop kaffe i hånden, som klirrer mod hendes guldarmbånd, der har et vedhæng med det tyrkiske flag. Armbåndet er hun glad for, det minder hende om, at der er et andet sted hun også hører til end Danmark.
 
"Jeg føler hverken, at jeg har en dansk eller tyrkisk nationalitet. Jeg føler til gengæld, at jeg har et tilhørsforhold til begge steder. Jeg holder meget af det danske system, hvor tillid og tryghed er en selvfølge, mens jeg holder af det store familiesammenhold i Tyrkiet og naturligvis vejret", fortæller Hediye, mens hun griner i den store grå sofa midt i stuen. 
 
 
Hjemmet er hverken tilproppet med dansk design eller præget af en ny-nordisk indretning. Men samtidig er der heller ingen farverige tyrkiske gulvtæpper eller store muslimske skriftbilleder, der er rammet ind i guldrammer. Hjemmet er ret enkelt og holder sig til de hvide og grå nuancer. Det eneste, der er lidt farverigt er de tyrkiske bøger på bogreolen. På en måde er hjemmet hverken dansk eller tyrkisk, men nok et sted midt imellem. 
 
"Er du træt af, jeg spørger ind til din etnicitet og snakken falder på integration, i stedet for at tale om andre emner, der sikkert også optager dig?", spørger jeg, hvor til Hediye samler sit tykke mørke hår til den ene side og svarer: 
 
"Egentlig ikke. Jeg synes, det er rart at kunne give et andet billede af, hvad det vil sige at være ung pige med anden etnisk herkomst. Der er mange, der har travlt med at fortælle, hvordan jeg lever, og hvad jeg er underlagt, så er det en smule befriende selv at komme til orde og forklare, at min virkelighed ikke er så firkantet, som de fremstiller den." 
 
Men det er en debat hun helst snart ser uddebatteret, så hun kan fokusere på dét, hun har takket ja til, nemlig at varetage sit embede som kultur- og fritidsudvalgsformand, forklarer hun, selvom det endnu ikke er gået op for hende, hvad det vil sige at være udvalgsformand.
 
Hediye Temiz er i en alder af 19 år politisk chef for kultur- og fritidsforvaltningen i Albertslund kommune, ligesom hun i teorien er politisk chef for over hundrede medarbejder inden for kultur og fritid i kommunen. 
 
"Jeg har endnu ikke forstået, at der er voksne veluddannede medarbejdere, der arbejder for mig", siger Hediye mens hun holder sig til hovedet. "Jeg turde ikke engang at spørge sekretæren, om hun ville hjælpe med at få arrangeret nogle besøg på kommunens kulturinstitutioner. Jeg skal lige lære at sætte mig for bordenden, det har min lokalforening i hvert fald fortalt mig, at jeg godt kan tillade mig."
 
 
Jeg kører sammen med Hediye hen til hendes nye arbejdsplads, hvor hun vil vise mig rundt. Vi træder ind i rådhuset, der er bygget i 1970’erne og som ligner endnu et elementbyggeri - bare lidt større. Hediye viser mig et billede af de nyvalgte politikere, hvor jeg spotter, at der er tre medlemmer fra Dansk Folkeparti. 
 
"Hvordan er dit forhold til dem", spørger jeg, hvortil hun svarer: 
 
"Det ved jeg ikke. Har jo kun haft et enkelt møde med dem, men de virker ganske flinke", fortæller Hediye, hvor hun dertil uddyber, at hun ikke er lige så glad for DF’ernes bagland. 
 
Hun havde for få uger siden skrevet en Facebookopdatering på sin private side, der fik medlemmerne af Dansk Folkeparti og andre borgerlige til at gå til tasterne. Hun spurgte retorisk, hvad partiet mente, når de talte om integration, for hendes opfattelse var, at de ville noget andet end at integrere nytilkomne borgere. Statusen i sig selv var ifølge Hediye ikke problematisk, men da en bruger skriver, at hun godt kan opgive Dansk Folkeparti, idet de ikke har den rette IQ til at forstå hende, kommenterer hun, at det er den bedste forklaring, hun indtil videre har hørt. 
 
"Der blev jeg sablet ned. Jeg blev anklaget for ikke at være ydmyg nok som nyvalgt politiker, og jeg ikke havde respekt for mine medmennesker, selvom min kommentar udelukkende var ment som en kæk bemærkning", fortæller Hediye, mens hun viser mig videre rundt i rådhuset. 
 
Det er ikke første gang, at Hediye kommer ud i en mindre stormvejr. Hun blev engang spurgt ind til, hvad forskellen på islam og kristendom var, hvor hun dertil fik nævnt homovielser, som den store forskel på disse religioner. 
 
"Her blev jeg anklaget for at være homofob, fordi jeg selv er muslim. Men jeg opfatter mig selv som alt andet."
 
"Men kunne du ikke sige dig selv, at både din udtalelse og kommentar på Facebook det vil føre en shitstorm med sig?", hvortil hun trækker vejret dybt og svarer: 
 
"Den ene kommentar var udelukkende ironisk ment, mens den anden var mere teologisk, men der er ikke altid plads til den slags i debatten - slet ikke nu," siger Hediye og uddyber, "det har lært mig, at jeg ikke kan tillade mig at sige hvad som helst offentligt længere. Alt hvad jeg skriver og siger bliver knyttet til mig som politiker. Det er et stort ansvar, og det må jeg vænne mig til. Jeg er lige blevet valgt, der er god tid til at blive klogere." 
 
Efter en rundvisning i rådhuset, sætter vi os ind i folkevognen igen og kører op til Albertslund Station, hvor jeg bliver sat af. Danmarks yngste udvalgsformand har nemlig et møde på sit nye arbejde, som skal passes.