Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode

Hvem skal udfordre Trump? Kom med og oplev det amerikanske præsidentvalg

Hvert fjerde år siger vi, at det her er det vigtigste præsidentvalg nogensinde. Men denne her gang er det rigtigt. Sådan lyder dommen fra USA-ekspert Niels Bjerre-Poulsen, som i dette nummer tager os med over Atlanten og zoomer ind på den amerikanske valgkamp. Og nederst fortæller vi, hvordan du kan opleve det amerikanske valg på egen hånd, når Internationalt Udvalg arrangerer en studierejse til USA.
Af Signe Sepstrup Andreassen
 
Den 3. november 2020 skal amerikanerne igen til stemmeurnerne. Her skal de beslutte, om Donald Trump skal have fire år mere på præsidentposten. 
 
Inden vi når så langt, skal Demokraterne have afgjort, hvem der skal kæmpe imod ham – flere end 20 kandidater har meldt sig på banen med håbet om at vippe Trump af pinden. Nu er spørgsmålet bare, hvem der får muligheden for dette. Bliver det en af de progressive kandidater som Elizabeth Warren eller Bernie Sanders? Eller bliver det en af de mere moderate kandidater som Joe Biden, Amy Klobuchar eller Pete Buttigieg?
 
Det bliver afgjort de kommende måneder, hvor primærvalgene skydes i gang. Det første valg, det såkaldte caucus, finder sted i Iowa den 3. februar og en uge efter følger valget i New Hampshire den 11. februar. Og der er ifølge lektor i Amerikanske Studier fra SDU, Niels Bjerre-Poulsen, en særlig god grund til at følge med i, hvem af de demokratiske kandidater der vinder i de to små, men ikke ubetydelige, stater.
 
- Alle kandidater, der nogensinde har vundet i både Iowa og New Hampshire, er også endt med at vinde nomineringen, fortæller han.
 
For selvom de to små stater ikke vejer så tungt i det samlede antal af vælgere og ikke er særligt demografisk repræsentative for de resterende stater, giver en tidlig sejr stor medvind i de efterfølgende primærvalg, forklarer Bjerre-Poulsen. 
 
Han forklarer samtidig, at det ikke er garanti for sejr på den lange bane, og at der er mange parametre, der spiller ind. Her peger han på en kandidat som den tidligere New York-borgmester og milliardær, Michael Bloomberg, der lige nu rykker op i meningsmålingerne:
 
- Bloomberg har helt skippet de første stater, men til gengæld har han uanede mængder af penge, som han bruger på nationale reklamer. Og her bliver det spændende at se – hvad kan man egentlig købe sig til i sådan en valgkamp, hvis man har så mange penge som ham? Og hvordan vejer man det op imod det momentum, man kan få, ved at vinde de første stater? siger Bjerre-Poulsen og understreger, at intet er sikkert endnu.
 
Den endelige kandidat bliver officielt annonceret ved Demokraternes konvent i juli.
 
En ny politisk virkelighed?
Der er ingen tvivl om, hvorfor lige netop denne valgkamp er så vigtig, hvis man spørger lektoren.
 
- Hvert fjerde år siger vi, at det her er det vigtigste præsidentvalg nogensinde. Men denne her gang er det rigtigt. Både i forhold til USA’s internationale rolle, men også i forhold til det amerikanske demokrati. Jeg vil hævde, at Trump systematisk har forsøgt at undergrave de bærende elementer i det amerikanske demokrati – både principper om magtdelingen, men også om samfundets institutioner, fortæller Bjerre-Poulsen.
 
Han mener, at fire år mere med Trump ved roret både vil ændre det politiske system i USA og landets rolle i verdenssamfundet.
 
- Fire år mere af det, så er det et helt anderledes politisk system, vi står overfor. Og det samme gælder USA's internationale rolle. Synet på NATO, de internationale handelstraktater og klimaspørgsmålet. Der er europæiske, allierede lande, som han gang på gang har ignoreret. Mange af dem har en afventende holdning og siger, at han jo ikke sidder som præsident for evigt. Men jeg tror, at hvis Trump bliver genvalgt, så bliver der nogle store valg at træffe – også i Europa.
 
Radikale Venstres udenrigsordfører, Martin Lidegaard, er heller ikke i tvivl om, at et genvalg af Trump vil få store konsekvenser for det internationale samfund. Han mener, at USA allerede er på vej mod en mere isolationistisk æra, hvor man kun vil blande sig i verden, hvis der er eksplicitte amerikanske interesser på spil:
 
- Trump er det ekstreme udtryk for denne tendens, men det er en mere grundlæggende bevægelse. Hvis Trump bliver valgt igen, vil denne udvikling blive eskaleret, fordi Trump med sin ekstreme opførsel undergraver både FN, NATO og andre vigtige institutioner, samtidig med at den generelle tillid til USA falder – også blandt USA's egne allierede, siger Lidegaard.
 
Oplev det amerikanske valg på egen hånd
Har du lyst til at komme helt tæt på, når amerikanerne fælder dom over, hvem der bliver USA’s næste præsident? Så kom med, når. Du kan vælge imellem en 10-dages tur til New York, Washington og Harrisburg eller en 7-dages tur til Washington og Harrisburg. Der er 25 pladser, som bliver fordelt efter først til mølle-princippet. Sidste tilmeldingsfrist er 15. marts.