Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode

Kan man være fra Afghanistan og være dansk?

Jeg er født i Afghanistan, men jeg har dansk statsborgerskab. Mine forældre er muslimer, men jeg har gået på en kristen skole. Engang flygtede mine forældre fra Taleban, men i dag er de på charterferie i Spanien.
Af Soma Mayel, jurastuderende og medlem af Radikale Venstre
 
Spørgsmålet er: Kan man have en fod i to verdener? Have en ikke-vestlig baggrund og samtidig være dansk? Det er jeg ikke i tvivl om, at man kan. 
 
Tidens Trump-røster er bekymrende, og overalt gør populister det svært for folk som mig at blive en del af fællesskabet. Prisen er sammenhængskraften. Og den er dyr, for det koster det kassen, når vi skaber et dem og et os. Det er svært at bidrage, hvis ikke man kan blive en del af det fælles. 
 
Over én generation har jeg oplevet en markant forandring i, hvordan flygtninge og udlændinge bliver modtaget af omverdenen – både af Danmark og af befolkningen. Den største ændring vil jeg påstå, er den måde, vi ser på nyankommende på. Før i tiden så vi på folk som mig med åbenhed og som mennesker, der er kommet for at blive en del af fællesskabet. Mennesker der er flygtet fra vilkår, man ikke kan leve under. I dag ses flygtninge som kriminelle, der kommer for at nasse på systemet, men mange kan ikke rejse tilbage. 
 
Min barndom i Danmark begyndte på et bakkedrag i Nordjylland i 2001. Byens indbyggere tog imod os med en hjertevarme og en nysgerrighed, der gjorde, at det føltes som en genforening med vores eget hjem. Her blev vi budt på kaffe hos naboen, selvom vi var en nyankommet familie, der endnu ikke talte dansk. Takket være deres frisind og åbne arme blev den lille landsby vores nye hjem. Det er jeg bange for ikke sker på samme måde i dag.   
 
I dagens Danmark er vi begyndt at miste føling med vores DNA. Hvor er åbenheden, frisindet og tolerancen henne? Debatten og de populistiske budskaber om eksklusion fylder mere og mere. Samtidig graver frygten for forandring grøfter mellem os alle. Og grøfterne skaber parallelsamfund. Det har den store konsekvens, at vi får et samfund, hvor ikke alle vil eller kan blive en del af fællesskabet - og hvem gavner det?
 
Den stigende fremmedgørelse af børn og unge hvis forældre er kommet til Danmark er alvorlig. De her børn er enten født eller vokset op i Danmark, så når politikere får dem til at føle sig uvelkomne, får vi et kæmpe problem med folk, der står udenfor. Og det skal løses for ikke at skade samfundet på længere sigt. 
 
Vi må ikke undervurdere, hvor meget det gavner, når børn og unge lykkes med at finde en balance mellem to verdener. Det ved jeg af erfaring. Den balance kan tilføre samfundet ressourcer, men det er kun muligt, hvis man møder disse mennesker med respekt og åbenhed. Forhåbentlig kan virkelige og personlige beretninger fra dem, det handler om kan få flere til at se, at man kun taber ved at splitte folk. 
 
Tager vi ordentlig imod nye borgere og gør dem til medborgere, vil det være en gevinst for fællesskabet og for økonomien. Den varme velkomst jeg fik, da jeg var barn, var afgørende for, at jeg er faldet til - og derfor håber jeg, at vi som samfund kan genfinde den.