Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode

Landsforbundet tegner landkortet; de folkevalgte betræder stierne

Folketingsgruppen og baglandet er et særligt par. For Folketingsgruppen er nok fri til at gå sine egne veje, men politikken er altid dybt forankret i landsforbundet. Landsformand Svend Thorhauge fortæller her om det særlige forhold mellem Folketingsgruppen og baglandet, og om hvordan medlemmerne får politisk indflydelse.
Hvad er det for et særligt forhold, som Folketingsgruppen og baglandet har sammen?
Radikale Venstre begyndte som en diskussionsklub af folk, der ikke var med i den parlamentariske forsamling. En gruppe af husmænd, skolelærere, intellektuelle og mange andre gik sammen for at formulere et principprogram. Programmet handlede om dansk neutralitet, progressiv personbeskatning og en masse andre politikområder. I 1905 henvender denne gruppe sig til en sympatisk indstillet fløj i Venstres landstingsgruppe og siger: Kan I tilslutte jer det her principprogram, vi har vedtaget i Odense? Og T.H. Zahle (senere radikal statsminister) siger ”Det kan vi godt. Det vil vi arbejde for – inden for rammerne af det parlamentariske virke”. Altså med de begrænsninger, der er. Budgettet skal hænge sammen, og mandaterne skal kunne findes, og nogle gange skal man gå på kompromis. Så Radikale Venstre opstod i en samtale mellem folk, der levede med virkelighedens muld under neglene, og andre, som stod midt i lovgivningens evige dilemmaer.
 
Kunne det ikke være sjovere at være i Enhedslisten, hvor der er et meget fladt demokrati, og man som bagland har tøjlerne i Folketingsgruppen?
Uden at sige noget om andre partier, så kan risikoen blive, at man kun laver elevrådsdemokrati og står på sidelinjen, hvis en folketingsgruppe ikke har frihed til at handle. Og hvis man modsat har et parti, hvor den ledelse, der sidder på Christiansborg, bestemmer holdningerne i hele partiet, så bliver risikoen, at holdningerne bliver for afhængige af, at der kan tælles til halvfems. Sat lidt på spidsen: enten sidder marionetterne indenfor eller udenfor. Jeg mener, at vi har en god kombination i Radikale Venstre. Folketingsgruppen har friheden til at lave politiske aftaler, men er i hele sit virke forpligtet på den samtale, vi har i Radikale Venstre. Tænkt på, at vi har den største direkte valgte politiske hovedbestyrelse i Danmark. Som mødes hver anden måned år efter år og drøfter den politiske udvikling. Og den struktur blev lagt helt tilbage i 1905.
 
Hvilken rolle spiller medlemmerne så? 
Politik bliver som sagt altid til i en samtale. Og der er det ufatteligt vigtigt, at det ikke bare er otte mennesker i en folketingsgruppe, der taler med hinanden. Politik skal være en samtale mellem alle mulige forskellige mennesker, nogle som eksperter, andre som engagerede samfundsborgere og ikke mindst partimedlemmer, som kan mærke, hvad der er er vigtigt i virkeligheden.
 
Helt konkret er det i samtalen, for eksempel i forbindelse med de politiske værksteder på landsmøderne, at de gode argumenter udvikler sig, at holdninger tilpasser sig hinanden, og de nye idéer opstår. Og det er også igennem disse møder, vores politikere får et netværk, som de kan hente viden igennem.
 
Så det et er en langsigtet kvalitetssikring af vores politik, at vores medlemmer engagerer sig i politikudviklingen.
 
Man læser tit, at den radikale folketingsgruppe ikke er forpligtet til at følge de beslutninger, der bliver truffet af baglandet. Man kunne måske frygte som medlem, at det politiske program, man har lavet, går hen og bliver lidt støvet og glemt, fordi Folketingsgruppen ikke tager det til sig. Deler du den bekymring?
Nej, det gør jeg grundlæggende ikke. Jeg har det privilegium at kunne følge med både i landsforbundet og i folketingsgruppen. Og jeg må sige, at jeg er faktisk imponeret over det gennemslag, der er af landsforbundet politik i gruppens arbejde. Det handler jo dybest set om at få gode (socialliberale) ideer og her er de, der er i gruppen, altså ikke så optaget af, at de selv skal have fundet på det. Rigtig mange resolutioner fra landsforbundet finder vej ind i gruppens arbejde. Det samme gælder andet politik fra landsforbundet. Og når det går allerbedst, så udvikles der politik sammen. Enten i forbindelse med de politiske værksteder eller helt spontant. Det oplevede jeg eksempelvis forud for Nytårsstævnet, hvor Marianne Jelved og Marlene Borst Hansen med meget kort varsel samlede 50 medlemmer for at få sparring og konkrete input til et kommende radikalt erhvervsuddannelsesudspil.
 
Hvis man som medlem føler, at man mangler den viden om et område, som vores folketingspolitikere har, hvilken rolle kan man så spille?
Igen skal man jo huske på, at netop fordi vi har den her todeling, hvor hele landsforbundet er med i udviklingen af visionerne og idéerne, og vores politikere håndterer de særlige dynamikker på Christiansborg, så behøver man ikke at være nervøs for, om man ved nok eller kan nok. Man kommer jo, med alt det, man er. Som menneske. Med holdninger og drømme, bekymringer og håb. Og et socialliberalt sindelag. Det er det vigtigste. Inden politikken bliver til konkrete udspil, er den ofte forbi en række samarbejdende organisationer, som hjælper med at kvalitetssikre de mere tekniske dele af forslagene. 
 
Man skal komme med den, man er, og bringe sin begejstring og sin drøm om det samfund, vi gerne vil have, med ind i samtalerne. 
 
Det er det grundlæggende princip fra 1905: landsforbundet tegner landkortet, og de folkevalgte betræder stierne.

Læs mere om politikudvikling og politisk indflydelse i Radikale Venstre her