Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode

Landsformand, Svend Thorhauges Grundlovstale 2020

Kender I det, at man sidder på en grundlovsdag, hvor det ikke regner og blæser man sidder i solen, måske med et glas med noget godt i og en folder fra et parti, som nogen har stukket en i hånden.
Af Svend Thorhauge
 
Man synger Velkommen i den grønne lund, hvor Erik Grip rigtig har fået schwung i Grundtvigs versefødder. Man synger om løver i vort skjold / med hjerter tæt omsatte. For vi er nemlig stærke, vi er kærlige, og vi er bestemt ikke efterabende abekatte.
 
Kender I det, at man sidder der og er stolt over at leve i landet, hvor få har for meget og færre for lidt, og hvor bøgen springer ud lige før grundlovsdag, mens alle binysgerrige sommerblomster står ranke i fuldt flor.
 
Og bedst som man sidder der ganske uskyldigt, hører man en politiker gentage, hvad så mange politikere har sagt på grundlovsdage før:
 
’I dag fejrer vi, at vi har lov til at være uenige’.
Og så rammes man af en træt meningsløshed, mens man for sit indre blik ser højhattede mænd på Gl. Strand.
 
Spankulerende og gestikulerende.
 
Mon ikke de fint fik klaret at være uenige også? Og har vi ikke rigeligt med iscenesatte angreb og uenighed for uenighedens skyld? Handlede Grundloven ikke om meget mere end retten til uenighed? Fulgte der ikke noget efter?
Og jo, det gjorde der.
 
Vi fik jo netop Grundloven, fordi det gamle samfunds evindelige intriger og stridigheder IKKE formåede at skabe et bæredygtigt samfund.
 
Vi fik den, fordi stilstand og magtfuldkommenhed, og ikke fremskridt og frihed fyldte rundt om i Europas hovedstæder.
 
Vi fik den, fordi mennesker, hvis drømme blev fortrængt af stivnede strukturer, rejste sig i fællesskab og sagde:
 
Vi er nødt at have tillid til visdommen i folket. Vi er nødt til at give den enkelte borger en uantastelig stemme. Vi er nødt til at stoppe kiv og ævl og tage fat om de virkelige problemer for virkelige mennesker.
 
Dette er Grundlovens ånd.
 
Vi er uenige, og vi skal dele os efter anskuelser, men vi skal ikke nyde uenigheden og blive i den. Nej, i dag skal vi tværtimod fejre, at vi er enige om, at det er nu, vi tager os sammen og skaber en lysende og grøn fremtid, hvor frie mennesker skaber stærke fællesskaber. 
 
Og det var jo præcis det, der var budskabet for et år siden.
På Grundlovsdag.
 
Den dag rejste folket sig i et fælles grønt håb om, at dem, der nu skulle sidde på magten, at de endelig ville bruge den til at tage hånd om klimaforandringerne.
 
Ja, vi blev udskreget til at være først #klimatosser og nu for nylig også #georggearløstyper. Det er helt ok. Jeg er i den grad selv en #klimatosset #georggearløstype
Men det er vi mange, der er. I Danmark. I Europa. I Verden.
 
Og vi er klar til at tage Georg Gearløs’ tænkehat på og finde nye bæredygtige veje til en fælles grøn fremtid.
 
Men vi kigger jo lidt målløse og noget modløse på dem, der sidder med nøglen til at skabe den nødvendige forandring.
 
For der sker ingenting.
 
Det bliver ved lidt skraben i overfladen og små hop på stedet. 
 
Og i dag – i dag på denne højhellige grundlovsdag, skal vi garanteret høre endnu et par hundrede lovprisninger af retten til, at vi må være uenige.
 
Men hør lige her.
 
#klimatosserne og #georgsgearløstyperne er ikke uenige. Og vi vil bruge denne Grundlovsdag på at gentage meget højt og tydeligt, hvad der blev sagt for et år siden.
 
For det, vi sagde, var:
 
At nu har dem med ansvaret gennem snart halvtreds år ladet stå til, mens alarmklokkerne har ringet højere og højere. Først handlede det om miljøet. Ozonlaget forsvandt fra atmosfæren og ilten fra vores vandløb. Grundvandsboringer blev lukket og der dukkede rester af sprøjtegifte og kemikalier op i vores mad. 
 
Og mens vi andre langsomt forsøgte at omstille vores omgang med den klode, som vores børnebørn skal overtage, så nærmede klimaforandringernes sig samtidig som en tsunami i horisonten. 
 
Og allerede i 1987. Helt tilbage til dengang, hvor både Thomas Helmig og jeg havde slangekrøller. Allerede dengang kunne vi med Brundtlandrapporten i hænderne tegne konturerne af en bæredygtig fremtid. En fremtid, hvor miljøhensyn, klimahensyn og samfundsudvikling går hånd i hånd.
 
Men 33 år er nu gået. Lige så lang tid som Søren Kierkegaard troede, han skulle leve, Ligeså lang tid, som det tager for en hobbit at blive myndig. Og alligevel har man endnu ikke taget Brundtlandrapporten eller de nye rapporter alvorligt. En hel generation er vokset op, uden vi har fået reel forandring.
 
Og hvor stiller det os så i dag?
 
Den gode nyhed er:
At vi har langt mere af teknologien på plads.
At der er udsigt til fantastiske og meningsfulde liv på den anden side af den grønne omstilling.
At vi 
– hvis vi tør tænke nyt og vil tænke sammen –
står med muligheden for at skabe en både grønnere, friere og stærkere fremtid. Ikke blot for nogle, men for alle. Og ikke blot i Danmark, men også i Europa og i resten af verden. 
 
Muligheden er der, behovet er akut, men handlingen mangler. Og vi ved, hvad der sker, hvis vi bliver ved med at lade stå til. Vi kender konsekvenserne af stilstand.
 
Det var det, vi stod samlet og sagde for et år tilbage. Og nu vil vi ikke stå her efter endnu et års stilstand og høre på, at vi har ret til at være uenige. 
 
Nu vil vi med Grundloven i hånden og dens krav om, at man tager folkets røst alvorligt, gerne sige det så ganske klart og tydeligt, som det kan siges:
 
Grøn betyder nu. Lige nu. Den grønne omstilling har ikke tid til at vente på, at nutidens politikere måske engang får tid til at tage fat på de virkelige problemer. Og når vi ikke kom i gang i går, så må vi jo med endnu større styrke komme i gang i dag.
 
Ja, jeg ved jo ikke, om I kender det. Altså kender det at sidde der til grundlovsmødet og høre på flotte ord og tom snak. Og på sådan et virtuelt grundlovsmøde er det jo svært at se jer nikke eller ryste på hovedet.
 
Men hvis I kender det.
 
Hvis I også er ved at være utålmodige.
 
Så brug denne dag til at sige det så højt, at det kan høres. Og så tydeligt, at det ikke kan misforstås:
 
I dag fejrer vi ikke de løse ord om, at vi gerne må være uenige. Nej, vi bruger dagen til at slå fast, at vi ER enige. Enige om, at fremtiden skal være grøn. Og at fremtiden begynder nu. Lige nu.
 
Af Svend Thorhauge