Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode

Mia Nyegaard: "Vi skal være helt sikre på, at det ikke er de svageste, der ender med at betale regningen for krisen."

Mia Nyegaard har som radikal socialborgmester i Københavns Kommune ansvar for socialforvaltningens 7000 medarbejdere, der har passet på de 50.000 mest sårbare københavnere under corona. Som borgmester synes hun en af de vigtigste ting er at kende virkeligheden. Derfor besluttede hun sig for at tage en nattevagt på et nødherberg for de mange socialt udsatte, der lever i storbyens skygge. Her kan du høre om Mia Nyegaards oplevelser på herberget og om, hvordan hun ser, at corona har kastet et nyt lys over socialpolitikkens status i samfundet.
Hvorfor tog du en nattevagt på nødherberget i Bavnehøjhallen?

Vi oprettede det midlertidige nødherberg for de mest udsatte voksne, som er blevet hårdt ramt på deres hverdag. De har ikke kunnet sove de samme steder, som de har kunnet før. Og de har været ramt på deres daglige indtægt, fordi fx salg af Hus Forbi og flaskesamling ikke har været muligt. Så de har været pressede. I København har 22% af landets udsatte, men vi er kun 10% af befolkningen i kommunen. 

Jeg tog med på en nattevagt, fordi jeg var nysgerrig på, hvordan det fungerede og for at lytte og se, om der var noget, som skulle ændres eller justeres. Jeg skal kende virkeligheden, det synes jeg, er en af de vigtigste ting som borgmester. 
Da jeg var ung arbejdede jeg som nattevagt på et botilbud, så jeg ved, hvor hårdt det er at være nattevagt – og jeg skal hilse og sige, det er ikke blevet nemmere med tiden. Men lige netop derfor syntes jeg, at det var vigtigt, at jeg tog med på en hel nattevagt, for jeg vil gerne vil vise, hvor meget jeg værdsætter, at medarbejdere i forvaltningen af egen fri vilje har meldt sig frivilligt som nattevagter nødherberget. 
Hvad oplevede du i løbet af nattevagten?

Det er helt tilfældigvis mig, der er der, da en taxachauffør ankommer med en borger, som er blevet udskrevet til nødherberget fra et hospital. Det kan jeg ikke forstå, fordi vi har simpelthen ikke flere pladser, og man bør virkelig ikke udskrive folk til gaden. Og da slet ikke kl. 01.00 om natten. Så ringede jeg til det pågældende hospital, og her fik jeg at vide, at de havde prøvet at ringe, men telefonen ”duttede bare”. Alligevel sender de en borger afsted. Det synes jeg simpelthen er uacceptabelt. 

Derudover må jeg give en stor ros til de medarbejdere, der var der, og den måde det fungerede på. Der var også frivillige fra Håndboldklubben Ajax, som hver eneste dag kommer og smører sandwich, så de overnattende kan få lidt mad at gå på. Det er Forenings-Danmark, når vi er bedst.

 
Hvordan har coronakrisen ramt de borgere og medarbejdere, som du har ansvaret for?
 
Socialområdet er kæmpe stort og komplekst, men det rammer de forskellige målgrupper forskelligt. Vi kan lykkeligvis se, at der ikke har været så mange tilfælde blandt de udsatte grupper, som vi havde frygtet, fordi mange af de udsatte ikke har en særlig stor modstandskraft. 

Allerede den første weekend under nedlukningen var der mange spørgsmål, som skulle håndteres blandt udvalgsmedlemmer, NGO’er og borgere. Så allerede der blev en af mine opgaver at tale med politikere, NGO’ere, og personale på værestederne om, hvordan vi/de fx kunne holde mennesker med abstinenser og covid symptomer inden døre. Det var ikke en nem opgave, NGO’erne gjorde virkelig en stor indsats for det fra dag et. Én af de ting vi gjorde i Københavns Kommune var at komme til brugerne, når de ikke kunne komme til os. Eksempelvis var vi hurtigt ude med løsningsforslag i form af udgående rusmiddelbehandling. Jeg har selv været ude med lægen, der sørger for, at brugere kommer i substitutionsbehandling med metadon, dér hvor de er - eksempelvis på Mændenes Hjem og Reden. Og det håber jeg virkelig, at vi forsætter med efter corona – og jeg kan kun opfordre andre kommuner til det samme. Det er en af de gode ting, vi har taget med fra de sidste par måneder. 
 
Hvordan har det været at være socialborgmester under coronakrisen?

”Det har været vildt. Der har været utrolig meget arbejde, og det har været utrolig vigtigt at løse en lang række komplekse opgaver meget hurtigt. Det er blevet meget synligt under krisen, hvor vigtigt socialområdet er for et velfærdssamfund. Normalt har vi en tendens til at glemme socialområdet. Der er nogle få stærke aktører, som taler og trænger igennem på vegne af udsatte voksne og borgere med både fysiske og mentale funktionsnedsættelser. Men politisk er det ikke i høj kurs.  Men hvis vores velfærdssamfund er bygget på et princip om, at vi ikke er stærkere end det svageste led, så har vi ikke været særligt stærke indtil nu, og det håber jeg virkelig, at krisen kan ændre på. 

For mig personligt har det har været fantastisk og en ære at være leder for de 7.000 mennesker, der arbejder i Socialforvaltningen. Mange af dem er gået på arbejde med og uden værnemidler fra første færd. Og de har ikke høstet den store ros og tak i den brede offentlighed, som de fortjener. Jeg har den dybeste respekt over for vores sosu’ere, assistenter, pædagoger og de mange andre, der lige nu yder en ekstra indsats.  

Hvad kunne vi have gjort bedre?

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har været kritiker af regeringen og regeringens måde at håndtere krisen på. Stor ros til de første to uger, ingen vidste hvad det her var, så de var simpelthen nødt til at lukke ned. Men lige siden de første to uger har jeg sagt, hvor er planen? Og hvad er det for tal, som regeringen styrer efter? 

Der har manglet åbenhed og tydelige planer. Set fra min stol burde Regeringen også have trukket flere aktører ind i arbejdet, fordi der en betydelig fare for ved, at regeringen sidder alene og bestemmer alt – især over en drift som det er kommunerne, der skal implementere. Og jeg oplevede flere gange at socialområdet blev glemt i nødlovgivninger. Derfor har jeg også både overfor ministeren og i pressen råbt op. Og det er jeg slet ikke færdig med. For vi skal være helt sikre på, at det ikke er de svageste, der ender med at betale regningen for krisen.

Hvad har corona vist os om socialpolitikkens status i samfundsdebatten?

Jeg synes, at socialområdet har trænge kår. Hvis jeg skal være lidt provokerende, så er der nok ikke så mange stemmer at hente i at prioritere socialområdet. Men jeg mener, at vi som land skal kendes på, hvordan vi behandler de mest sårbare og udsatte mennesker i samfundet. Og for mig er det en vigtig socialliberal dagsorden at holde hånden under de svageste. Men jeg tror også, at vi står ved en skillevej. Meget af den socialpolitik vi kender, har brug for et gennemsyn. 

I Danmark bruger vi hvert år vel over 40 mia. kr. på handicapområdet alene. Det kan lyde af meget, men det er et meget komplekst område, og der er megen utilfredshed fra borgere, pårørende, eksperter, interesseorganisationer, forvaltninger og politikere. Alle har vi noget at kritisere: om det er ydelsen, rettigheden, implementeringen, lovgivningen eller hjemkommunen. Noget af utilfredsheden drejer sig om cool cash, men rigtig meget handler også om, at vi skal turde se på, hvad vi kan gøre anderledes. 
Jeg mener, at vi er kommet dertil, hvor vi skal stille det helt centrale spørgsmål: hvordan skal socialområdet i det 21. århundrede designes? 

Til næste år er det 30 år siden Aase Olesen var formand for socialkommissionen. Meget har ændret sig siden. For mig er det helt naturligt, at vi som parti tager teten og udvikler en ny socialpolitik. Og at vi beder om en ny socialkommission, som tager udgangspunkt i danskernes hverdag anno 2020.