Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode

Nyt fra Europa-Parlamentet

Hver måned bringer vi nyt fra de to radikale medlemmer af Europa-Parlamentet: Morten Helveg og Karen Melchior. Her fortæller de om deres arbejde og aktuelle udfordringer, som det europæiske samarbejde står over for. Denne måned fortæller Karen om en ny app, der skal hjælpe med at spore smitten af Corona og Morten om sit arbejde for at gøre fremtidig EU-støtte afhængig af, at landene overholder retsstatsprincipperne.
Af Karen Melchior og Morten Helveg
 
Karen Melchior: Fiks en pandemi? Det kan en app hjælpe med!
Mette Frederiksen afslørede for et stykke tid siden, at Danmark barsler med en app, der skal hjælpe med at spore smitten af Corona. Det er et fint initiativ. Teknologien kan ikke alene redde os. Det skal tænkes sammen med alle de andre ting, vi ved, virker; fysisk afstand, test etc. Men en app kan måske hjælpe os med at holde øje med smitten og skynde på, så vi forhåbentlig snart kan vende tilbage til vores liv, som det var for kun få måneder siden.
 
Teknologien skal udvikles og bruges rigtigt. Derfor arbejder vi i EU for, at europæernes rettigheder bliver beskyttet - også i Corona-tider. Vi har i Renew Europe-gruppen sat os tungt på dagsordenen i Europa-Parlamentet. I Danmark arbejder jeg sammen med retsordfører Kristian Hegaard og sundhedsordfører Stinus Lindgreen, så vi bygger bro mellem den radikale indsats i København og i Bruxelles. 
 
Tracker app'en dig eller tracker den virussen?
Teknologien skal bruges med omtanke, så det ikke bliver et valg mellem privatliv eller sundhed -  men både og. En Corona-app som den danske skal have et klart formål, være frivillig at downloade og bruge. Formålet bør være at spore andre telefoner i nærheden, der også har app'en installeret, for at kunne spore smitteveje. 
 
Den data, app’en skaber, vil i sig selv kunne udgøre en sikkerhedsrisiko. Det bliver imidlertid ikke bedre af, at den app, som de danske myndigheder arbejder på, lagrer al sin data centralt - i stedet for fordelt på de enkelte enheder. Som vi har set det før, hænder det, at danskernes personlige data bliver lækket. Derfor tror jeg ikke, at det er den rigtige vej at gå.
Renew Europe i førersædet for fælles europæisk fodslag
 
Ligesom Corona er et grænseoverskridende problem, skal de teknologiske løsninger også kunne tale sammen på tværs af lande. Og vi skal i Europa stå samlet om at beskytte europæernes rettigheder og privatliv. Kommissionen kom i sidste uge med en række anbefalinger til hvordan sådanne apps skal indrettes. Og i Parlamentet afholdt jeg i fredags et webinar med mine kolleger fra Renew Europe-gruppen. Over 2145 personer så med på én gang. I webinaret deltog blandt andet WHO, ECDC, Google/Apple og folk fra nogle af initiativerne til at lave en fælleseuropæisk Corona-app. Og webinaret står ikke alene. Jeg er nemlig er pennefører på hele vores gruppes holdningspapir til Corona-apps. Fra Europa-Parlamentet skal vi sende et klart signal om at medlemslandenes applikationer skal være frivillige, kunne fungere sammen, og beskytte både mod smitte og overvågning.
 
Morten Helveg: Corona: En afgørende skillevej for Europa
Viktor Orban har brugt coronakrisen på at fratage ungarerne deres retssikkerhed. Det må EU reagere på. Og også på det grønne område skal der tages afgørende skridt i lyset af corona.
 
Europa står i sandhed ved en skillevej. Covid-19-pandemien har enorme og uforudsete samfundsmæssige konsekvenser for hele kontinentet og vil have en enorm negativ indvirkning på den europæiske økonomi. På et tidspunkt, hvor vi stadig er ved at hele sårene fra den finansielle krise i 2008 og endelig begynder at se reelle fremskridt hen imod en grøn økonomi, kommer Covid-19-pandemien på et meget dårligt tidspunkt. Hvor der i parlamentet generelt er enighed om, at vi skal afbøde de økonomiske konsekvenser, er der mindre enighed om betydningen af, at vi får en grøn genopretning af økonomien – og her opstår skillevejen. Vi kan gå i en grøn eller en sort retning, og vi skal naturligvis sætte kursen mod grøn.
 
Selvom Covid-19-pandemien udgør en øjeblikkelig krise, udgør klimakrisen en eksistentiel trussel mod fremtidige generationer, hvilket er den største udfordring, vi står overfor. Den grønne omstilling af vores europæiske økonomi er ikke en luksus, det er en nødvendighed. De enorme summer, vi har brug for nu for at få økonomien tilbage på sporet, bør være så grønne som muligt, samtidig med at vi sikrer tusindvis af job. Hvis en grøn genopretningsplan er designet på den rigtige måde, har den potentialet til at skabe millioner af bæredygtige job overalt i Europa.
 
Sammen med Renew Europe er Radikale Venstre på vej med forslag, der blandt andet skal sikre finansiering til renovering af bygninger.
 
Et diktatur i EU
På det retslige område har Ungarns Viktor Orban udnyttet coronakrisen til at lægge landets retsstat i respirator. Valg er aflyst på ubestemt tid, Orban kan reelt styre landet uden parlamentet og borgerne risikerer fængselsstraffe for at sprede ’misinformation’ - hvilket naturligvis defineres af Orban.
 
Desværre har vi samtidig set, at Ungarn indkasserede store summer fra EU’s corona-hjælpepakke. Landet fik hele syv gange så mange penge som det hårdt prøvede Italien målt pr indbygger, og det er naturligvis en hån mod både Italien og samtlige andre EU-lande. Det er tydeligt for enhver, at EU’s nuværende støttesystem er gået i stykker.
 
Derfor bør vi tænke i nye baner. Jeg har i slutningen af april været forfatter til et brev til kommissionen fra Renew Europe. Brevet foreslår, at vi gør fremtidig EU-støtte afhængig af, at landene overholder retsstatsprincipperne. Tænketanken European Stability Initiative har lanceret en spændende tanke, som jeg synes, vi skal lade os inspirere af: En slags coronafond, der skal stå for at administrere de store summer, der skal genoprette den europæiske økonomi efter slaget fra coronavirus. Inspirationen er den amerikanske Marshall-hjælp, som blev administreret via en fond, som den amerikanske regering oprettede ved 2. verdenskrigs afslutning. Kriterierne for den oprindelige Marshall-plan var netop støtte til genopbygning baseret på demokratiske værdier. Den moderne, europæiske version skal kunne modtage ansøgninger fra alle EU-lande, men den skal kun tilgodese lande, der respekterer retsstatsprincipperne og det frie demokrati.
 
Jeg synes, det kunne være en både effektiv og elegant måde at omgå de nuværende krav om enstemmighed, der desværre er blevet kapret af autoritære kræfter. EU har brug for at sætte handling bag sine flotte værdier om at sikre inklusion, tolerance og retfærdighed. Vi kan ikke fortsætte med at dele EU-støtte ud uden en klar strategi. Hvis det nuværende system får lov at fortsætte, frygter jeg, at det hastigt vil underminere den folkelige støtte til EU, og på det, vinder kun vores fjender.