Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode

Nyt fra Parlamentet - juni 2020

Hver måned fortæller de to radikale medlemmer af Europa-Parlamentet om de aktuelle udfordringer, som det europæiske samarbejde står over for. Denne måned skriver Karen og Morten om, at Danmark kører videre i slæbesporet, mens resten af Europa forsøger at finde et fælles fodslag, når det kommer til genopretningen af Europa. Men Danmark skal ikke følge det europæiske spor for italienernes brune øjnes skyld - vi skal også gøre det for vores egen skyld, for Danmark er bedst tjent med stærke europæiske naboer, mener de to radikale i Europa-Parlamentet.
Morten Helveg: Danmark kører i slæbesporet i EU
 
Med først Merkel og Macrons fælles forslag til genopretning - og senest kommissionens ditto - spinner den fransk-tyske motor igen. Som en stor BMW i overhalingsbanen på de tyske motorveje ned gennem Europa. Imens kører Danmark langsomt afsted i slæbesporet, mens vi glædes over, at vi har vognbanen for os selv. Der tages i disse måneder beslutninger, der vil påvirke de kommende år i stor stil. Måden, vi får genoprettet Europa økonomisk, er altafgørende for Danmarks økonomi, og samtidig er vi tvunget til at tage vigtige grønne skridt, hvis ikke vi skal tabe kampen mod klimaforandringerne.

I maj kom så det fransk-tyske forslag, der indeholder en sundhedsstrategi, strategi for grøn og digital omstilling og endelig en genopretningsfond. EU-Kommissionen skal kunne låne 3.700 milliarder kroner på markederne på vegne af EU til genopretningen efter covid-19, og landene hæfter solidarisk.

Forslaget bekræfter, at Frankrig og Tyskland er motoren i det europæiske samarbejde. Når nu ikke andre vil, må de jo påtage sig ansvaret og kigge fremad, alt imens Danmark står på sidelinjen og siger nej. Nej til fælles genopretning, nej til øget EU-budget og nej til fælles lagre af medicin til at ruste sig til fremtidige pandemier. Ligeledes i maj stemte 75 pct. af parlamentet ja til en resolution om netop disse ting. Hos de danske MEP’ere var tallet stik modsat: 75 pct. stemte imod. Danmark står tilbage som Rasmus-modsat.

Jeg forstår egentlig godt argumentet med, at vi ikke i Danmark skal hænge på andre landes gæld. Men man skal bare huske konsekvensen ved at lade de hårdest ramte EU-lande sejle i deres egen sø: Vi får en re-nationalisering af EU’s indre marked. Vi vil komme til at se, at de forskellige lande bruger statsstøttereglerne efter forgodtbefindende og støtter egne virksomheder efter behov. Taberen bliver EU’s indre marked og i særdeleshed et lille land som Danmark, der er helt og aldeles afhængig af at kunne eksportere til EU’s indre marked. Det vil være ødelæggende for dansk velfærd, hvis det sker. Danmark har – om nogen – en interesse i at det indre marked fungerer, og at der i øvrigt er EU-lande at eksportere til.

Både kommissionens og det fransk-tyske udspil udfordrer dansk Europa-politik. Dels, fordi der nu er nogle nye konkrete forslag på bordet. Dels langsigtet, fordi det udfordrer vores bekvemmelighed og magelighed. Vi bliver nu tvunget til at tage stilling: Hvad vil vi med EU-samarbejdet udover at sige nej?

Udenrigsministeren sagde for nylig, at vejen til genopretning går gennem EU, men det er tomme ord, når man ikke vil forpligte sig på øget samarbejde og øget budget. Det var i øvrigt kort tid efter at selvsamme udenrigsminister havde jokket i bolden efter den italienske henvendelse og ønske om hjælp til at bekæmpe coronaen. En henvendelse der lå i alt for lang tid hengemt på skrivebordet.
I forståelsespapiret står der: ”Danmark som medlem af EU skal arbejde for, at den politik, der føres i EU, bliver langt mere progressiv end i dag.” Det gælder særligt i forhold til at føre en mere ambitiøs klimapolitik og en styrket indsats mod skattely og skattespekulation.” 

Det indgår alt sammen i det fransk-tyske udspil. Progressivt, grønt og kamp mod skattespekulation. Anledningen er kommet til en grundlæggende diskussion af, hvad vi vil i EU, hvad vores rolle skal være i Europa. 

Ind i kampen, Mette Frederiksen.


Karen Melchior: Vælg Europa, Mette
 
Det er nu eller aldrig for Europa. De valg, vi træffer i dag, er afgørende for om der er et europæiske samarbejde at give videre til de næste generationer. Kommissionen er kommet med et udspil til en redningsplan, som er et nybrud i europæisk politik. Redningsplanen består af blandt på 750 milliarder euro og oplæg til fælleseuropæiske skatteopkrævning med bl.a. CO2-told og skat på digitale virksomheder. Men tiltagene er nødvendige for at genrejse Europa efter Coronaen, der især har ramt vores sydeuropæiske venner hårdt.

 
Mette Frederiksen har meldt Danmark ind i en klub bestående af Østrig, Holland, Danmark og Sverige - ‘sparebanden’. Mit håb er, at det danske medlemskab af den umage klub bliver kort. At enten står vi på mål for den europæiske solidaritet og sætter et stærkt grønt præg på en genopretningsplan - eller også kan vi se på fra sidelinjen, mens Europa udstikker sin retning uden vores besyv. 
 
I Radikale er vi gået sammen med vores søsterpartier i Sverige, Østrig og Holland med en opsang til vores regeringsledere, hvor sagen er klar: Vælg Europa. For det er nu eller aldrig. Både for Europa og for klimaet.

 
Genopretningsplanen er en oplagt lejlighed til at få flere med på klimavognen. I årevis har vi herhjemme talt om, hvor vigtigt det er, at for store klimaambitioner ikke må blive til dansk enegang. Nu har vi muligheden for få hele kontinentet med på den grønne bølge! Går Danmark aktivt ind i forhandlingerne, kan vi være med til at sikre, at pengene bliver givet projekter, der støtter Europas grønne ambitioner. Og det er ikke svært at forestille sig, at grønne danske virksomheder som f.eks. Vestas vil kunne tjene klækkeligt. På den måde kan store dele af det danske bidrag til en genopretningsplan finde hjem til DK igen. 
 
Danmark skal ikke følge det europæiske spor for italienernes brune øjnes skyld. Vi skal også gøre det for vores egen skyld. Danmark er bedst tjent med stærke europæiske naboer. Det sikrer både velstand og penge i danske lommer. 
 
En investering i Europa giver ikke kun afkast i morgen, men gavner også Danmark om ti år - om tyve år. Men spørgsmålet er også, hvad der sker, hvis vi ikke gør. Unionens liv er på spil. Vi skal turde tænke langsigtet. Vi skal investere i de ting, der binder Europa sammen - som f.eks. Erasmus-programmet. Vi skal række en hånd ud til europæisk ungdom og sikre job til unge europæere. Hvis ikke vi rækker en hånd ud til vores europæiske venner, risikerer vi, at Unionen knækker.
 
Så den radikale bøn til Mette Frederiksen er: Kom ned fra træet og ind i forhandlingslokalet. Det er både Danmark og Europa bedst tjent med.