Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode

Radikale Venstre skal være den sjoveste og fedeste forening i Faxe

Majbritt Egelund Rasmussens øjne stråler af engagement og vilje, da hun svarer på spørgsmålet om, hvorfor hun er aktiv i Radikale Venstre. ”Vi skal skabe den sjoveste og fedeste politiske forening i Faxe. Og så skal vi have valgt Nicolaj ind ved næste kommunalvalg”.
Af Svend Thorhauge
 
Majbritt er en af 60 nye foreningsudviklere, som i weekenden den 9.-10. marts deltog ved foreningstræffet på Nyborg Strand. Hun er 39 år, gift og har to børn. Til daglig arbejder hun i København, hvor hun pendler til fra Haslev i Faxe Kommune. Hun nyder kombinationen af by og land. På forårets generalforsamling stiller hun op som formand for den Radikale vælgerforening i Faxe Kommune. Vi fangede hende på vej ud ad døren efter et intenst døgn for at høre om hendes historie og vej ind i Radikale Venstre.
 
Hun meldte sig ind i 2014 efter EP-valget, som ”sendte alt for mange DF’ere til Bruxelles på Danmarks vegne. Det kunne jeg slet ikke holde ud, så jeg tænkte, at det var jeg nødt til at gøre noget ved. Og så blev jeg politisk aktiv. Og som en veninde sagde: ’Det var også på tide’, hun kender mig og kan huske, hvordan jeg har agiteret siden mine teenageår”, fortæller hun og fortsætter: ”Jeg har brug for at være med til at skabe forandring i vores samfund. Jeg kan ikke bare gå på arbejde og leve en tilværelse for mig og min familie. Jeg har brug for mere og vil være med i noget meningsfuldt. Især at skabe bedre rammer for vores børn og unge”. ”Og som politikere skal vi turde tage og stå ved vores ansvar. Ja, det koster penge her og nu at investere i børnene, men på sigt vil det gavne – både menneskeligt og økonomisk. Men det handler også om at lære børnene (og de voksne!), at der skal være plads til alle. At man skal gå i dialog og anerkende hinanden. Anerkende forskelligheder.”
 

 
Ingen bliver gode af at blive slået i hovedet
”Det er vigtigt for mig, hvordan vi taler med hinanden, hvordan vi taler om mennesker. Det kan gøre mig vred, når den politiske debat bliver for stigmatiserende, skinger og meget lidt konstruktiv – det  vil jeg gerne være med til at ændre. Der er ikke nogen, der bliver gode af at blive slået i hovedet. Vi skal tale bedre sammen. Og om hinanden. Vi skal understøtte og hjælpe dem, der har brug for dette, men samtidig stille krav og forventninger. Vi vokser alle, når der er nogen, der tror på os og viser os tillid. Og det mener jeg, Radikale Venstre er det rette parti til. For det er jo det, vi står for.
   
Sammen med bl.a. spidskandidaten Nicolaj Lund Jensen - som var tæt på at blive valgt ind i byrådet i Faxe Kommune i 2017 - har hun lagt en strategi for at skabe synlighed om Radikale Venstre i Faxe Kommune og få politisk indflydelse frem til næste valg. ”Vi deltager i byrådsmøder og blander os i de politiske debat - uanset hvor den er. Det kan godt være, vi ikke kan stemme i byrådet, men derfor kan vi godt være borgernes stemme i Faxe Kommune.”. 
 
Politisk skal spidskandidaten være så synlig frem til næste valg, at han er uomgængelig for Faxe-borgene, når de går til stemmelokalet. ”Vi skal også være bedre til at lytte og stikke en finger i jorden hos dem, der arbejder med velfærden. Men omvendt skal vi sige klart og tydeligt, at velfærd ikke er noget, der kommer dumpende ned oppe fra. Det kræver prioriteringer og investeringer. Så vi skal gøre Faxe attraktivt for erhvervslivet. Det skal være det bedste sted at nedsætte sig med sin virksomhed og bosætte sig med sin familie.”
 
Flere medlemmer
Majbritt har også ambitioner på vegne af vælgerforeningen: ”Vi skal have flere medlemmer. Og de skal synes, det er sjovt at være med i politik. De skal mærke fællesskabet i vores forening og mærke, at de bliver lyttet til. De har reel indflydelse! Og jeg ved, at de er derude. De stemmer jo på os. Så vi skal have dem meldt ind og aktiveret”.
 
Til sidst spørger jeg hende, hvad hendes opgave så bliver i strategien, hvis hun bliver valgt som formand på generalforsamlingen.
 
”Jeg skal skabe struktur. Struktur og begejstring. Begejstring i foreningen og begejstring hos vores kandidater. Så de kan holde dampen oppe og ikke brænder ud”.
 
Det med begejstring kommer vist helt af sig selv.