Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode

Rektoren fra Nyborg: Jeg er blevet båret på en bølge af sympati

Hvad gør man, når Udlændingestyrelsen beslutter, at to unge piger ikke må modtage undervisning? Man kan – som i Henrik Vestergaard Stokholms tilfælde – vælge at vægte barnets tarv og undervisningspligten tungest og gå imod afgørelsen.
Og det gjorde rektoren fra Nyborg Gymnasium, da han lod de udvisningstruende somaliske piger Roda og Rowayda fortsætte deres 10.-klasses undervisning.
 
Den beslutning har indbragt ham masser af ros, men så sandelig også ført til konfrontationer med både udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg og Dansk Folkepartis Martin Henriksen og Morten Messerschmidt i de seneste uger.
 
Især et klip fra P1 Debat, hvor Martin Henriksen beskylder Henrik Vestergaard Stokholm for at "lege politiker" og "være uden følelser for sit eget land," er blevet delt og kommenteret meget på Facebook.
 
 
Lysår fra det tolerante Danmark
Hovedpersonen selv er da også overrasket over mødet med folketingspolitikerne og den tone, han er blevet mødt af:
 
"Overordnet må jeg sige, at jeg er meget chokeret over det her forløb. De her debatter har virkelig gjort indtryk på mig. Der har været en brutal tone, og jeg synes ikke, de holder fokus på argumenterne. De vil hellere bare fyre noget politisk retorik af", siger Henrik Vestergaard Stokholm.
 
Et par dage efter mødet med Martin Henriksen i P1-studiet, stod han overfor Inger Støjberg og Morten Messerschmidt i Debatten på DR2. Det gik heller ikke stille for sig.
 
"Morten Messerschmidt begyndte at tale om vold og voldtægter, og det synes jeg er så groft og uvederhæftigt at blande ind i den her debat. Det virker som automat-retorik. Inger Støjberg argumenterede dog sagligt, men både Martin Henriksen og Morten Messerschmidt har en politisk retorik og tone, der ligger lysår fra det anstændige og tolerante Danmark, som jeg troede, jeg kendte", siger han.
 
"Det mest meningsfulde jeg har gjort"
Trods modstanden er han helt sikker på, at han har truffet den rigtige beslutning ved at stå fast på, atgrundlovens paragraf 76 om undervisningspligt må trumfe den afgørelse fra Udlændingestyrelsen, der ellers betød, at de to piger skulle blive hjemme uden at måtte modtage undervisning.
 
"Jeg har aldrig gjort noget, der har føltes så meningsfuldt som det her. Jeg er helt sikker på, at det er det rigtige at gøre både for at sikre undervisningspligten og for at rejse debatten om, hvorvidt vi behandler familier og børn på den rigtige måde, når de er asylansøgere", siger han og tilføjer: 
 
"Men jeg glæder mig da også til, jeg "bare" skal være rektor igen. Den her sag kører i hovedet på mig hele tiden". 
 
 
Hæderspris og 100.000 kroner
Han føler også, at han er "blevet båret på en bølge af sympati." Han har fået opbakning fra fx Radikale Venstres Zenia Stampe og forfatteren Carsten Jensen, der har døbt ham "helten fra Nyborg." Og så har han modtaget en hæderspris og 100.000 kroner fra Sportgoodsfonden. Pengene har han valgt at sende videre til den somaliske familie, så de kan fortsætte deres liv i Nyborg, mens deres asylsag fortsætter.
 
Men han står også tilbage med en følelse af, at de danske værdier er under pres. Han mener, tonen i debatten er blevet hård, og retssikkerhedsprincipperne lider overlast: 
 
"Der er kommet en kynisme ind i systemet. Vi har ellers altid haft fokus på barnets tarv, men når det gælder somaliske børn, gælder der åbenbart en anden retssikkerhed end for danske. Det er da mærkeligt, at der ikke sidder nogen i systemet og siger: Selvfølgelig skal de her børn gå i skole. Havde det været danske børn, der ikke fik undervisning, havde man lavet en underretning til kommunen", fortæller Henrik Vestergaard Stokholm.