Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode

Vær med i den radikale valgkamp

De travleste, sjoveste, vildeste og mest afgørende tre uger i løbet af fire år er lige om hjørnet. Her er seks måder, du kan bidrage til den fælles valgkamp.
Af Karoline Graulund Nøhr
 
Nu er det alvor. Danmark og Europa har brug for en ny retning, og valget afgør, hvordan fremtiden skal se ud. Radikale Venstre vil et Danmark og Europa, hvor vi tager hånd om hinanden og vores fællesskab. Står fast på grundlæggende værdier og koncentrerer os om at finde løsninger på virkelighedens problemer. Siger ja til verden, til at samle frem for at splitte, til medmenneskelighed og til et grønnere Danmark og Europa. 
 
Her er 6 ting du kan gøre for at få en grønnere, friere og stærkere fremtid. 
 
Tag snakken 
Tal med naboer, kollegaer og venner om, hvilken retning de ønsker for Danmark og Europa. Op mod hver tredje vælger ved endnu ikke, hvad de vil stemme til folketingsvalget. Måske kender du én, som er i tvivl? Du behøver ikke kunne vores politik fra ende til anden for at tage snakken, men hvis du vil vide mere, kan du slå op i vores politiske plan FREMAD her. Du kan også gå i dialog online. Det kan måske virke en smule uoverskueligt, hvor man starter, og derfor har vi i dette nummer også lavet en guide til samtaler på sociale medier
 
Vær med når valgbussen kommer 
Under folketingsvalgkampen vil den radikale valgbus køre rundt i hele landet med blandt andre Morten Østergaard om bord og Morten Helveg kan også findes i hele landet under EP-valgkampen. Du kan være med til at bakke op om Radikale Venstre i valgkampen ved at være med, når de kommer til din by eller en by i nærheden af, hvor du bor. 
 
Spred ordet om vores Festival(G)
Radikale Venstre vil en ny retning for Danmark, og derfor fører vi også valgkamp på en ny måde. Politik skal være både sjovt og nærværende – derfor afholder vi Festival(G)er i København og Aarhus i løbet af maj. Her vil valgbussen og fællesmiddage suppleres af live-musik, talks, stand-up og musikquizzer. Vi har brug for hjælp til at dele flyers ud til vores to Festival(G)’er. Og vi har brug for hjælp til at få folk med.
 
Hvis du synes, det lyder sjovt, og gerne vil være med til at stable én af de to festival(G)er på benene, kan du tilmelde dig som frivillig ved at kontakte os på Sandy.issaoui@ft.dk 

Læs mere om Festival(G) her
 
Støt vores valgfond 
Valgkamp koster penge, og derfor har Radikale Venstre en valgfond, som alle medlemmer og andre interesserede kan støtte. Normalt modtager vi ikke mange midler fra erhvervsliv og fagbevægelse, som flere andre partier. Derfor har vi brug for din hjælp til den radikale kampagne. Pengene går bl.a. til at sprede vores budskaber online og i gadebilledet, til valgmateriale og foldere, uddannelse af vores kandidater og meget mere. 
 
Du kan støtte valgfonden med kort eller PBS her  - du kan også støtte via MobilePay på 402222
 
Meld dig som frivillig 
75 radikale kandidater stiller op til Folketinget og 20 til Europa-Parlamentet. Det er en stor opgave at føre valgkamp, og derfor engagerer de som regel et helt hold frivillige, der hjælper med alt fra at hænge plakater op og dele foldere ud til at skrive læserbreve og holde styr på en travl kalender med politiske debatter. Du kan læse mere om vores kandidater til Folketinget og Europa-Parlamentet eller melde dig som frivillig hos kommuneformanden i din lokalforening her
 
Hold dig ajour frem mod valget 
Du har mulighed for at modtage kampagnemails fra sekretariatet, som er fulde af info om, hvad der sker, og hvordan du kan deltage i valgkampen, som den skrider frem. Vi sender dem ud én gang om dagen under valget og cirka hver anden uge indtil da. Tilmeld dig her.