Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode

Vil du vinde valget fra sofaen? Sådan gør du

Vil du være med til at hive valgsejren hjem, men er du ikke meget til lygtepæle og flyers? Så er der godt nyt. For valget vindes i høj grad digitalt, og vi har brug for din hjælp. Vi har spurgt en digital ekspert og en folketingskandidat om, hvordan du bedst kan blive hjemme i sofaen og samtidig være med til at hive valgsejren hjem til team B.
Af Emil Sloth Andersen 
 
I Staunings tid foregik valgkampen på gader og stræder og i forsamlingshuset. Men i 2019 kan valgkampen også vindes fra sofaen. Og det har flere partier og organisationer opdaget. 
 
I juli 2018 kunne Politiken berette, hvordan Venstre uddanner såkaldte digitale aktivister, som sidder hjemme og klikker, kommenterer og liker alt, der har med Venstre at gøre. Cepos har på sit Digitale Akademi uddannet såkaldte digitale influencere, der skal markere sig i debatten og fremme borgerlige synspunkter.
 
Det er krigere med et computer-tastatur. Digitale forkyndere. Slack-tivister. Valgkamp fra sofaen er et fænomen. Og det virker, hvis man spørger Jens Gjesse Hansen. Han er ansat hos Radikale Venstre som digital medarbejder, men han findes altså i virkeligheden. Her er han: 
 
Hvorfor er du glad for dem, der fører valgkamp fra sofaen?
 
"Hvis folk på Facebook bare ignorerer vores indhold, scroller videre og ikke stopper op, så dør vores opslag hurtigt. Med mindre vi begynder at putte en masse penge i det. Så det, vi har brug for, er, at der er nogen, der giver det et like eller kommenterer eller deler det. For så ser Facebook, at det her opslag er godt indhold," lyder det fra Jens.
 
Og hvorfor synes Facebook, at indhold, som folk interagerer med, er godt?
 
"Facebook er ude efter godt indhold, som får folk til at blive på Facebook. Det er selvfølgelig en fordel for deres forretning, for så kan de jo vise reklamer for brugerne. Og på den måde er det vigtigt at lave indhold, der faktisk kan sætte gang i en debat, så folk har lyst til at dele eller kaste et like efter os. Især delinger er fedt, for når du skriver noget eller deler et opslag, så vil det nå ud til dine venner. Og igen så tænker Facebooks algoritme, at det er godt indhold, vi har lavet," svarer Jens.
 
DEL, DEL, DEL!
Jeg sidder med computeren på skødet, og jeg gider ikke ud på gaden, men jeg vil gerne hjælpe dig med at øge antallet af radikale stemmer. Hvad gør jeg?
 
"Jeg vil helst have, at du deler noget indhold fra Radikale Venstre, Morten Østergaard eller din lokale kandidat. Man skal tænke på, hvordan ens mor, søster og bror er på Facebook. Det er ikke alle, der lige går ind i kommentarfelterne og sidder og deltager i debatterne. Der er mange, der bare læser opslag og overskrifter og det, du deler. Og dernæst vil jeg rigtig gerne have, at du blander dig i kommentartrådene, meget gerne på Radikale Venstre og Morten Østergaards facebookside. Det er mere troværdigt og fedt, når andre blander sig og svarer på spørgsmål fra dem, der er imod vores holdninger, end hvis jeg svarer og gemmer mig bag et B-logo. Du kan også like vores opslag. Alt hjælper," svarer Jens.
 
Jens henviser til en video på Radikale Venstres facebookside, som blev vist over en halv million gange. For hver gang en person enten delte, likede eller kommenterede en gang, blev videoen vist cirka 60 gange.
 

 
Din kandidat sætter pris på dig!
En anden person, som virkelig sætter pris på dem, der klikker løs, er kandidat i Københavns Storkreds, Samira Nawa, som har over 9.000 følgere på sin facebookside. 
 
Samira Nawa er 31 år gammel. Hun er mor til Zaki på 5 år og Sofia på 2 år, og arbejder til daglig i Økonomi- og Indenrigsministeriet. Samira skaber blandt andet rækkevidde på sociale medier ved at rose andre partier og personer. Se hvordan hun gør her.
 
Hvorfor er du glad for sofa-krigerne?
 
"Som kandidat er jeg rigtig glad for, at der er nogle, der er loyale i forhold til at dele mine opslag og også meget gerne sætte deres egen kommentar på. Og i øvrigt må man meget gerne blande sig i kommentartrådende med egne radikale holdninger eller uddybninger på det, som en kandidat har skrevet. Det kan være, at der er en radikal person, som har yderligere viden eller fakta, som kan krydre debattråden. Det er sådan noget, som jeg sætter rigtig stor pris på. Både fordi jeg ikke kan være så meget til stede hele tiden i debattråden. Det skaber også rækkevidde for mine opslag. Men jeg er især glad for det, fordi det er rigtig rart at vide, at man har noget rygstøtte og nogle, der bakker op."
 
Facebook eller forsamlingshus?
Men man kan da ikke bare sidde hjemme med computeren på skødet og halvsove og dele opslag. Man skal vel ud på gaden med nogle flyers. Eller er det ene finere end det andet?
 
"Alt gør en forskel. Der er ikke noget, der er finere end andet," lyder det fra Jens Gjesse.
 
Samira Nawa foretrækker stadig det virkelige møde med vælgerne, understreger hun.
 
"Jeg snakker simpelthen bedre med folk i virkeligheden. Der er flere nuancer på, og samtalen er mere flydende end på Facebook, hvor der kan gå nogle timer mellem, at vi svarer hinanden. Men der er ingen tvivl om, at det hjælper enormt meget, når folk bakker op på Facebook."
 
5 gode fifs – sådan fører du valgkamp fra sofaen
 
  1. Del opslag fra Morten Østergaard, Radikale Venstre eller din lokale kandidat
  2. Bland dig i kommentartrådene, så radikale opslag får større rækkevidde
  3. Lav opdateringer på din egen profilvæg, som Facebook elsker.  Læs guiden til gode facebookopslag her.
  4. ”Tag” og involvér andre personer, så du når ud til et nyt publikum. Se, hvordan Samira gør her
  5.  Gentag trin 1-4 frem til valgdagen
 
Husk: Du kan gøre en forskel. Også fra sofaen.