Hyldest til Lone Dybkjær

Et parti med højt til loftet og bred favn rummer mange profiler, som på hver deres måde udfolder sig og bliver til en del af partiets historie. Radikale Venstre er et sådant et parti, og gennem tiden har vi været afsæt for mange politiske livsforløb.
 
Samtidig rummer vi mennesker af et helt særligt stof. Mennesker, der sætter de brede hjørnestolper i jorden og løfter de høje loftbjælker. Det er dem, der støber det socialradikale fundament. Dem, der på én og samme gang er med til at give andre plads, mens de selv står med stoisk ro og klar røst og er både sin og partiets stemme.
 
Sådan en er Lone Dybkjær. 
 
Fuld af styrke og kraft. Altid med et særligt smil i øjet. Stædig som få. Indædt kamp for de udsatte – fyldt med tillid og tiltro til det bedste i mennesket. Hverken ligestilling eller den grønne omstilling ville være, hvor den er i dag, hvis det ikke var for den store indsats, Lone Dybkjær har lagt. 
 
Men ét er aftrykket i politikken, mindst lige så vigtigt er indtrykkene hos de mennesker, som gennem tiden har mødt og arbejdet sammen med Lone. Det kan man forvisse sig om, hvis man tager et kig ned gennem de mange hilsner, som blev sendt som kommentarer til de officielle opslag på dagen. 
 
På dagen kunne man læse mange gode ord i landets aviser, og Poul Nyrup Rasmussen samlede også et festskrift med bidrag fra både Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsen. Vi giver her ordet til nogle af de mange, som brugte anledningen til at give udtryk for deres store begejstring på de sociale medier. Fordi Lone gennem sit virke altid har været så god til både at give og tage ordet.
 
Hjertelig til lykke med fødselsdagen Lone og tak for din store hjælp og vejledning til mig, da vi var sammen i folketingsgruppen. Tak for dine smil og dine skarpe og klare syn på mange af de sager vi skulle forholde os til. – Ole Glahn
 
Hjertelig til lykke, Lone Dybkjær. Du er mit forbillede og inspiration. Og grunden til at jeg blev radikal.
– Gudny Eysturoy
 
Et stort og grønt tillykke med dagen Lone. Også tak for din indsats i Den Grønne Nøgle som blev starten til det globale Green Key. 
- Jørn Grønkjær
 
Stort tillykke, Lone! Men du får også et hjerte for den du er. Du er indbegrebet af integritet, venlighed og ynde. Alt godt!
- Ralph Bargum
 
Tillykke Lone Du fik mit kryds første gang jeg kunne stemme til et valg - Europa Parlamentsvalget i 1994.
– Charlotte Burgess
 
Et stort og varmt tillykke til Lone og tak for din aldrig svigtende evne til at sætte ord på det der tæller.
- Kjeld Lundager Jørgensen
 
Stort tillykke til dig Lone. Det er længe siden du, Birte Knudsen fra Kerteminde og jeg var i Politiken - som de skrappe radikale rødstrømper... Tak for dig i radikal politik igennem alle de år.
– Grethe Erichsen Johnsen
 
Tillykke til Lone Dybkjær som kan dén kunst at slå smut med øjet. ;)
– Kirsten Hansen
 
Hun er virkelig et dejligt menneske man kan beundre og holde af, uden at kende! Hun udstråler sine meningers mod, udtaler sig med stor viden, udviser kærlighed og retfærdighed. Jeg føler stor tryghed ved denne kvinde: Tillykke med og til Lone Dybkjær.
- Birthe Karlskov Christiansen 
 
Hjertelig tillykke Lone med den runde dag.
Stor tak for al din ildhu. Nej til atomkraft var det første, jeg beundrede dig for, og meldte mig ind i partiet for at støtte dig. Arbejdsom var du, mødte altid op til udvalgsmøderne og orienterede om arbejdet på Christiansborg med et strikketøj i hænderne.
Du ønskes en skøn dag og alt godt fremover. Kh.
- Karin Meisl
 
Lone Dybkjær var den første nogensinde, jeg stemte på.
Også stort tillykke herfra.
- Bjarne Axelsen